Kringlebageren

Du finder Kringlebageren i Stueetagen.

Hos Kringlebageren bager vi brød med udgangspunkt i gode råvarer og sunde, gammeldags bagetraditioner. Vi har et bredt udvalg, både inden for kager og brød – og vi laver også en god frisksmurt sandwich eller en frisk salat.

Kager og brød til stort og småt hos Kringlebageren i Hørsholm

Hos Kringlebageren kan du få masser af forskellige spændende brød og rundstykker og flotte kager kreeret af vores konditor Lilja, som har været fast kagedame hos os i mange år. Lilja er lidt af en alt-mulig-(kage-)kvinde, som laver alt, hvad en kageelsker kan drømme om. Fra hindbærsnitter, hvor hun selv koger marmeladen, over tærter med sæsonens bær og frugter, til avancerede bryllupskager, hvor tungen skal holdes lige i munden, for at det meget fine håndværk bliver perfekt (og også lidt for ikke at komme til at spise lidt af kagen selv…)

Vi sætter en stor ære i at vores kunder er tilfredse og har lyst til at komme igen. Derfor kan vi også godt lide at hygge ekstra om vores trofaste kunder i bageriets tilhørende cafe, hvor du fx kan nyde en velfortjent shopping-pause med en god kop kaffe og en kage til (det har du fortjent…).

Traditionelle bagemetoder (som vor mor lavede det)

Kringlebageren har ligget i Hørsholm Midtpunkt siden 1991, og lige siden vi åbnede, har vi bagt efter gammeldags bagemetoder. Det er nemlig sådan, vi mener, bagværket kommer til at smage bedst og får den højeste kvalitet. Vi laver grunddejene fra bunden, og lader dem koldhæve i 24 timer for så at bage det i stenovn – en tidskrævende produktion, men bestemt det hele værd. Godt brød tager god tid!

Vi arbejder også med mange forskellige melvarianter og tager gerne nye produkter og ideer til os – bare kun de bedste af dem. Vi mener nemlig også, at det er vigtigt at holde begge ben plantet på jorden og bevare de gode traditionelle værdier i en tid, hvor der kommer nye trends til hele tiden. Kun på den måde kan vi blive ved med at sikre brød og kager i en helt særlig klasse.

Pssst… det gælder hver dag. Og husk: Vi åbner allerede kl. 6.30!

Mandag - Fredag: 07:00-19:00
Lørdag: 07:00-17:00
Søndag: 07:00-17:00
Se ændrede åbningstider og helligdage her.